Digital Borger
Som borger har du mange rettigheder. Du har ret til undervisning og til bevæge dig frit uden at være nervøs for udnyttelse, chikane eller overgreb. Når du bevæger dig rundt i din hverdag, tænker du måske ikke over det. Du er beskyttet af love og regler og befolkningens respekt. Det samme gælder online. Her er du også beskyttet mod misbrug, digitalt overgreb, chikane og her arbejdes hele tiden på, at gøre det nemmere at håndhæve loven, så du kan blive ved med at være beskyttet online. Det samme gælder alle andre omkring dig. De er også beskyttet af love og regler. Men som i den fysiske verden afhænger din beskyttelse af andres adfærd overfor dig og af din adfærd overfor andre.
De gældende love i korte overskrifter:
- Man må ikke dele privat, grænseoverskridende og krænkende information, herunder billeder og video.
- Man må ikke chikanere og mobbe andre online.
- Man må kun dele nærbilleder (portrætbilleder) af andre, hvis de tydeligt har givet lov. Man må gerne dele situationsbilleder, for eksempel billeder, hvor andre ikke er i fokus, men det er en hårfin balance.
- Man må ikke begå injurier på sociale medier ved at sprede alvorlige rygter eller fremsætte alvorlige påstande. Man må heller ikke udtale sig krænkende om en person, uanset om det, man skriver, er sandt.
- Man må ikke dele informationer, billeder eller andet, der kan krænke andres privatliv.
- Man må ikke dele billeder af seksuel karakter af børn og unge under 18 år. Kærestepar, hvor de begge er over 15 år, må gerne dele seksuelle billeder med hinanden, hvis de begge har givet lov. Billederne må dog ikke deles og skal slettes, hvis forholdet stopper.
Du har ret til undervisning og til bevæge dig frit uden at være nervøs for udnyttelse, chikane eller overgreb. Når du bevæger dig rundt i din hverdag, tænker du måske ikke over det. Du er beskyttet af love og regler og befolkningens respekt. Det samme gælder online
Paragraffer
Blufærdighedskrænkelse
§ 232 Det er strafbart at krænke andres blufærdighed, for eksempel ved at dele billeder eller videoer af dem i seksuelle situationer, som man ikke har fået samtykke til at dele. Bliver man dømt, straffes man med bøde eller fængsel i op til 4 år.
Derudover får man en plet på straffeattesten i minimum 2 år, hvis man dømmes, ligesom det kommer til at fremgå af børneattesten, hvis den krænkede er under 15 år.
Børneporno
§ 235 Hvis man deler et seksuelt billede eller video af en person under 18 år, kan man dømmes for udbredelse af børneporno – også selvom de involverede har givet samtykke til deling. Man kan straffes med bøde eller fængsel i op til 2 år eller under særligt skærpende omstændigheder op til 6 år, hvis man bliver dømt. Derudover får man en plet på straffeattesten i minimum 2 år og børneattesten i minimum 10 år, hvis man dømmes.
Krænkelse af privatliv
§ 264d Hvis man offentliggør billeder eller videoer af privat karakter af personer over 18 år uden de involveredes samtykke, kan man straffes med bøde eller fængsel i op til 3 år, når der foreligger særligt skærpende omstændigheder, f.eks. hvis der offentliggøres nøgenbilleder på internettet. Derudover får man en plet på straffeattesten i minimum 2 år, hvis man dømmes. Kærestepar, hvor begge er over 15 år, må gerne dele seksuelle billeder og videoer med hinanden. Billederne eller videoerne må ikke videresendes til andre og skal slettes, hvis forholdet stopper.
Brevhemmelighed
Straffelovens ord om brevhemmelighed lyder måske nok gammeldags, men loven er klar nok og gælder også på Facebook eller andre digitale platforme og sociale medier: Straffelovens § 263, stk. 1, nr. 3, kriminaliserer den, der uberettiget ved hjælp af et apparat hemmeligt aflytter eller optager udtalelser fremsat i enrum, telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre eller forhandlinger i lukket møde, som den pågældende ikke selv deltager i, eller hvortil den pågældende uberettiget har skaffet sig adgang.
Vidste du at…
Med udbredelsen af sociale medier har børn og unge over hele kloden fået bedre adgang til at kommunikere og mødes online og internettet kan ifølge UNICEF (link til rapport) være en gamechanger for nogle af verdens mest marginaliserede børn og støtte dem i at opfylde deres potentiale og bryde fattigdom. Samtidig med at de digitale teknologier giver fattige børn adgang til undervisning og uddannelse – i sær i fjerntliggende regioner og under humanitære kriser. Teknologier har givet børn adgang til informationer og en rolle i at hjælpe med at udbrede demokratiet.
Med mange børn og unge online worldwide, er lovene vigtige for at beskytte alle.
Flere love beskytter børn og unge
FN’s konvention om børns rettigheder – Børnekonventionen – trådte i kraft den 20. november 1989 og har mange artikler, der skal sikre børn.
Generelt er børn og unge såvel som voksne beskyttet af flere forskellige love, når de færdes online. Herunder Grundloven, persondataloven, straffeloven og Menneskerettighedskonventionen. Disse love skal sikre dine rettigheder på nettet. De fleste sociale medier har omskrevet de gældende love til deres brugervilkår og betingelser, som gælder, når man bruger platformen.
For eksempel:
Trusler: Ingen må true dig på nettet via sociale medier, e-mail eller apps.
Privatliv: Ingen må læse dine private beskeder.
Krænkelser: Ingen må fortælle noget, der er usandt, eller på anden måde krænke dig eller give sig ud for at være dig. Ingen må dele dine personlige oplysninger på nettet uden at have fået lov – det gælder også videoer og billeder