Intro
Bliv en god ven på nettet!
Det er rarest at være i fællesskaber, hvor der ikke er negativ stemning og mobning – i skolen, fritiden og online.
Når det kommer til sociale medier og spil gælder det samme. Hård tone og mobning er hårdt at opleve, ikke kun for offeret men for alle. Ligesom der er eksempler på, at børn og unge, der har mobbet andre online oplever, at andre får et negativt syn på dem senere.
Alt hvad vi gør online betyder noget
Hvis du liker, kommenterer eller deler negative ting om andre, efterlader du et negativt indtryk af dig selv, på samme måde som hvis du siger noget grimt til andre i skolegården. Når du er god ved andre, er du med andre ord god ved dig selv.
Dårlige oplevelser kan opstå tilfældigt ved at en chat tager en forkert drejning eller ved at man misforstår hinanden eller trækker en uenighed ind på de sociale medier. Det kan også opstå ved, at man har set sig sur på en anden eller lader sig rive med i en fælles mobning af en person. Det kan foregå i en chat, på en side, hadegruppe eller direkte overfor personen i beskeder. Det kan foregå i tråde og kommentarer og indeholde både billeder, kommentarer, emojies og likes. Det kan foregå ved, at hånende kommentarer likes og understøttes.
Uanset hvordan det foregår, er det meget ubehageligt for den, der udsættes for det, og det er ikke i orden at mobbe andre online.
Tænk derfor over hvordan du kan være med til at skabe gode oplevelser online for både dig og dine venner. For eksempel ved at beslutte dig for, at du ikke vil være med til at gøre andre kede af det gennem kommentarer, delinger eller likes. Med likes af negative kommentarer eller mobning er man også med til det. Jo flere, der liker en negativ kommentar, des værre.
Usynlig mobning og udelukkelse
Udover den synlige mobning kan nogle føle sig udenfor, hvis de for eksempel er den eneste i klassen, der aldrig får likes eller positive kommentarer/svar på deres beskeder. Måske inviteres de heller ikke med ind i klassechatten eller svares ikke derinde.
Det kan være svært at have øje på alle, men det er en god idé, at man i fællesskaber som eks. klassen hjælper hinanden med gode oplevelser. Nogle gange betyder et like mere end andre gange.
Online Mobning
Når mobning foregår online, foregår den døgnet rundt. Det er hårdt at være udsat for mobning og hård tone, og det kan også være hårdt at være vidne til online.
Udover at beslutte sig for kun at skrive pænt til andre, kan du også:
- Inddrage voksne, hvis du selv oplever mobning eller noget ubehageligt. Det gælder også, hvis du er vidne til det
- Vise en person støtte ved at skrive til personen eller tage afstand til mobningen.
- Anmelde mobning. Ingen kan se, at du har anmeldt det. Alle sociale platforme og spil behandler den slags oplysninger fortroligt.
- Forsøge at hjælpe offeret til at tale med en voksen og om nødvendigt blokere og anmelde hændelserne.
- Tale med andre om ikke at like og heppe på mobberne.
- Undgå at sende ulovlig chikane og billeder rundt i netværket.
- Mange klasser og fællesskaber har aftaler om at tale om tingene, hvis de kommer ud for en situation, hvor misforståelser har skabt splid eller hård mobning.
Se mere på (https://redbarnet.dk/skole/sikkerchat/konflikter-og-chikane/#9jkjdmge) for at få gode råd til at håndtere situationer med mobning.