Indskoling
Fra indskolingsalderen får børn ofte en fælles reference, når det kommer til deres digitale brug og adfærd. Det bliver noget, der skal til for hhv at gå i skole/være social/beskæftige sig selv. Det er samtidig de år, hvor de er meget optaget af at tilegne sig færdigheder og viden, ligesom de kan koncentrere sig længere tid ad gangen. Skolen og kammeratskaber bliver særlig vigtige, og de afprøver deres rolle og personlighed – en øvelse, der tidligere skete gennem leg men nu opfattes som mere alvorligt. Børns oplevelsesverden udvides, og de forstår stadig mere.
Det er samtidig i denne alder, at børn:
- Ser og søger på YouTube for musik, interesser, inspiration og kendte
- Kan være aktiv bruger, det vil sige liker og disliker
- Spiller spil, for eksempel Fortnite, FIFA, MineCraft, Roblox
- Spiller med venner og personer, det ikke kender
- Overgår fra fælles skærm til personlig skærm eller profil
- Får smartphone og profiler på sociale medier
- Sammenligner sig med klassekammeraterne hvad angår det at have en smartphone og profiler på sociale medier
I slutningen af indskolingsalderen har de fleste børn en profil på et eller flere sociale medier, hvor de interagerer med hinanden efter skoletid. I disse år spiller stemningen på sociale medier ind på deres opfattelse af kammeratskabet. Foretrukne sociale platforme er Instagram, TikTok, Snapchat og sociale spil.
Tid foran skærmen
Der findes ikke præcise tal på, hvornår børn får deres personlige skærm eller profil. Men hvis vi ser på børn omkring denne alder, er det almindeligt med personlige skærme og/eller profiler. Ikke mindst fordi så mange har deres egen smartphone før 9-årsalderen.
Det betyder, at børn allerede i en tidlig alder selv skal træffe beslutninger, som voksne i andre situationer er med til at beslutte.